Krak og Garmin i banebrydende samarbejde

Krak og Garmin har startet et samarbejde, der kombinerer Kraks søgetjenester med Garmins navigationsteknik.

Garmin er verdens førende leverandør af satellitnavigation, og de lancerer nu en ny serie af GPS-bilnavigatorer under navnet NüLink!, hvor man kan søge efter virksomheder og personer med hjælp fra Krak. Sidder man i bilen og leder efter en bestemt type virksomhed, kan man altså hurtigt og nemt finde, hvad man søger, ved at slå op i Kraks database direkte fra sin GPS-navigator - og derefter få navigationshjælp derhen.

"Nu bliver det endnu nemmere for vores brugere at finde den information, de har brug for, når de er på farten. Uanset om det handler om et godt hotel i nærheden eller en forhandler af et specifikt produkt. Samtidig når Kraks kunder ud til endnu flere i en relevant brugssituation, så aftalen er en gevinst for både Garmin, Krak og vores kunder og brugere," siger Stefan Kercza, adm. direktør i Eniro Danmark, som står bag Krak.

Aftalen er en del af et fællesnordisk samarbejde mellem Eniro-koncernen og Garmin, som betyder, at Eniros søgetjenester i Danmark, Sverige og Norge bliver integreret i navigatorerne.

Den første bilnavigator, som får Kraks søgefunktioner indbygget, er den nye Garmin NüLink!™ 2390. Den kommer i handelen i Danmark i løbet af sommeren.

For mere information
Kristoffer Apollo, Communication Manager, Eniro Danmark, tlf. 27 90 31 02.

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er den førende udbyder af søgetjenester og telefonbøger på det nordiske marked. Eniros medier forbinder købere og sælgere og gør det nemt at finde personer og firmaer.

Eniro har 3.800 ansatte i de nordiske lande og Polen. Eniro har været noteret på OMX Nordic Exchange Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet søgetjenesterne Krak.dk og Eniro.dk samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 350 ansatte. I 2008, 2009 og 2010 blev Eniro Danmark kåret som én af Danmarks bedste arbejdspladser i konkurrencen Great Place to Work.
Læs mere på http://www.eniro.com.


Sidst opdateret:2012-01-18

Gå til vores services

Lande