Annoncehajer

Det vrimler med useriøse internetportaler, fupforlag og annoncehajer, der sælger optagelse i fiktive eller amatøragtige medier både online og på tryk.

I bedste fald er annoncerne virkningsløse, fordi de udkommer på hjemmesider, der ikke bliver besøgt, eller i trykte medier med et ubetydeligt oplag. I værste fald er der tale om decideret bedrageri, hvor samvittighedsløse annoncehajer fakturerer dig for ydelser, du hverken har modtaget eller bestilt.

Sådan undgår du at blive fuppet

  • Hvis du ikke kender mediet i forvejen, så tjek hjemmesiden på nettet, eller bed sælgeren sende dig et eksemplar eller medieinformation, før du bestiller en annonce.
  • Få mere information om oplag og mediebrug hos henholdsvis Dansk Oplagskontrol på www.do.dk og Foreningen af Danske Interaktive Medier på www.fdim.dk.
  • Notér altid telefonsælgerens navn, firmanavn og telefonnummer. Så ved du, hvor du skal klage, hvis du senere får uønsket post eller "overraskende" fakturaer.
  • Betal aldrig for optagelser og annoncer, du ikke har bestilt.
  • Betal aldrig, før mediet er udkommet, og først når du har set optagelsen på nettet eller fået et eksemplar af hele telefonbogen - ikke kun en kopi af en enkelt side.
  • Se kritisk på regningerne, inden du betaler. Med falske fakturaer satser svindlerne på, at du bare betaler uden at tænke over det.

www.annoncehajer.dk kan du finde flere gode råd og forslag til, hvordan du håndterer henvendelser fra annoncesælgere, der vil sælge annoncer i produkter, som ikke findes.

Vær opmærksom på, at der findes annoncesælgere, der bl.a. udgiver sig for at være konsulenter fra Eniro, Mostrup eller Den Røde Lokalbog.

Læs mere på www.hajnettet.dk

Virksomheder, der bærer nedenstående logo, lever op til Foreningen af Danske Interaktive Mediers retningslinier for god skik i salg og markedsføring - din sikkerhed mod annoncehajer.

 


Læs mere på www.fdim.dk/retningslinier

 
Hotline mod annoncehajer

Håndværksrådet og Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) samarbejder omkring en hotline, som du kan kontakte, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig i forhold til annoncehajer.

Hotlinen har telefonnummer 70 25 37 00.
Åbningstiden er man.-tors. kl. 13-16, fre. kl. 13-15.
Eller send en e-mail på: hajnettet@hvr.dk


 

Gå til vores services

Lande